Besked: Varda Osman Yasin mod Danmark. 2360/2014. Udtalelsen blev vedtaget af udvalget den 22.juli 2015.
I 2014 blev forfatterne af meddelelsen bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Emne for meddelelsen: udvisning til Italien.
Komiteens retlige holdning: deltagerstaterne bør tillægge den reelle og personlige trussel, som en person kan blive udsat for i tilfælde af udvisning, tilstrækkelig betydning (punkt 8.9 i synspunkterne) (se meddelelse nr.1763/2008, Pillai mod Canada, synspunkter vedtaget den 25. marts 2011, punkt 11.2 og 11.4.).
Udvalgets vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen: Udvalget noterer sig forfatterens påstand om, at udsendelse af hende og hendes tre små børn til Italien i overensstemmelse med princippet om "land med første asyl", der er fastsat i Dublin-forordningerne, ville udsætte dem for en reel risiko for uoprettelig skade i strid med Pagtens artikel 7. Forfatteren baserer sit argument bl.A. på, hvordan hun blev behandlet i praksis, efter at hun fik opholdstilladelse i Italien i September 2008, samt på de generelle betingelser for modtagelse af asylansøgere og flygtninge, der ankommer til Italien, der er nævnt i forskellige rapporter (punkt 8.2 i overvejelserne).
Udvalget bemærker, at ifølge forfatterens ubestridte meddelelse i September 2008, efter et fire måneders ophold på KARA-organisationscentret på Sicilien, modtog hun og hendes ældste datter midlertidig beskyttelse og opholdstilladelse i Italien i en periode på tre år. Dagen efter, at forfatterens opholdstilladelse blev udstedt, blev hun informeret om, at hun ikke fik lov til at fortsætte med at bo i modtagelsescentret; som et resultat blev hun efterladt uden tag over hovedet og uden levebrød. Hun forlod Italien og flyttede til Holland, men i September 2009, hun og hendes lille barn blev returneret til Italien derfra, og hun blev igen efterladt alene med sine problemer uden nogen social eller humanitær bistand fra de italienske myndigheder, herunder under graviditet, på trods af, at at hun havde en lovlig opholdstilladelse. Da hun var i ekstrem nød, var hun let sårbar og kunne ikke forlænge gyldigheden af sin opholdstilladelse i 2011. I 2011 flyttede hun til Sverige og derfra til Danmark, hvor hun søgte asyl i juni 2012. I dag er forfatteren asylansøger, enlig mor til tre små børn, der lider af astma, og er i en ekstremt sårbar position (punkt 8.4 i overvejelserne).
Udvalget noterer sig alle rapporter, der er indsendt af forfatteren. Det noterer sig også, at de seneste rapporter har dokumenteret en mangel på pladser i Italienske modtagelsescentre for asylansøgere og personer, der returneres i henhold til Dublinforordningen. Udvalget bemærker især forfatterens meddelelse om, at personer, der vender tilbage til Italien som hende, som allerede har fået beskyttelse i en eller anden form, og som allerede har brugt modtagelsescentre under deres tidligere ophold i Italien, ikke længere har ret til at bo i KARA-institutioner (punkt 8.5 i udtalelsen).
Den 6.februar 2014 fandt flertallet af medlemmerne af Dansk Flygtningenævn, at de generelle oplysninger om forholdene for asylansøgere, der har fået en midlertidig opholdstilladelse i Italien, til en vis grad berettiger bekymringen for, at de humanitære forhold, som denne gruppe befinder sig under, nærmer sig det niveau, hvor Italien skal betragtes som et land med første asyl det vil ikke længere være sikkert (punkt 8.6 overvejelser).
Udvalget noterer sig Flygtningenævnets konklusion om, at Italien skal betragtes som et "land med første asyl" i dette tilfælde, samt Deltagerstatens holdning om, at staten første asyl er forpligtet til at give asylansøgere visse sociale og økonomiske ressourcer i overensstemmelse med grundlæggende humanitære normer, skønt ikke det kræves, at de får nøjagtigt de samme sociale standarder og levevilkår som landets borgere....Han noterer sig, at deltagerstaten også henviste til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, som fastslog, at selv om situationen i Italien var præget af visse mangler, var der ingen beviser for, at asylansøgere systematisk ikke fik støtte og passende betingelser (punkt 8.7 i udtalelsen) (se Mohammed Hussein et al. mod Nederlandene og Italien.).
Udvalget finder, at deltagerstatens konklusion ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de detaljerede oplysninger fra forfatteren, der har leveret omfattende materiale baseret på hendes egen erfaring med, hvordan hun, på trods af at have fået opholdstilladelse i Italien, var to gange isoleret og i ekstremt behov. Derudover forklarer deltagerstaten ikke, hvordan den opholdstilladelse, hun modtog, men allerede er udløbet, hvis forfatteren og hendes børn udvises til Italien, vil være i stand til at beskytte hende og hendes tre små børn mod de vanskeligheder og vanskeligheder, hun tidligere havde været udsat for i dette land (punkt 8.8 i udtalelsen).
Deltagerstaten var forpligtet til at foretage en mere grundig vurdering af den trussel, som ophavsmanden kunne have været udsat for i Italien, snarere end at basere sig på generelle rapporter med den eneste begrundelse, at hun, da hun allerede havde modtaget midlertidig beskyttelse en gang, nu ville have ret til beskæftigelse og social sikring i Italien. Komiteen finder, at deltagerstaten ikke i tilstrækkelig grad har analyseret forfatterens personlige erfaringer og de forventede konsekvenser i tilfælde af hendes tvungne tilbagevenden til Italien. Den anmodede heller ikke de italienske myndigheder om tilstrækkelige garantier for, at ophavsmanden og hendes tre små børn ville blive accepteret på betingelser, der er forenelige med deres status som asylansøger, og som har ret til midlertidig beskyttelse og garantier i henhold til pagtens artikel 7; Den anmodede ikke Italien om: a) at forlænge ophavsmandens og hendes opholdstilladelser og ikke at udvise dem fra Italien; og b) at acceptere ophavsmanden og hendes børn på betingelser, der passer til børnenes alder og familiens sårbare stilling, således at de kan blive i Italien (punkt 8.9 i betragtningerne).
Udvalgets konklusioner: flytning af ophavsmanden og hendes tre børn til Italien i overensstemmelse med Dansk Flygtningenævns oprindelige afgørelse ville udgøre en overtrædelse af Pagtens artikel 7 (punkt 8.10 i udtalelsen).