Menneskerettighedsudvalgets synspunkter af 28. juli 2017 i sagen Hibak Saeed Hashi mod Danmark (meddelelse nr.2470/2014).
I 2014 blev forfatteren af meddelelsen bistået med udarbejdelsen af en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Emne for meddelelsen: udvisning til Italien.
Substantive spørgsmål: umenneskelig og nedværdigende behandling.
31, hvori den nævner deltagerstaternes forpligtelse til ikke at udlevere, deportere, udvise eller på anden måde udvise en person fra deres område, når der er alvorlig grund til at tro, at der er en reel risiko for uoprettelig skade, såsom den skade, der er omhandlet i artikel 7 i Den Internationale Konvention om Borgerlige og politiske rettigheder, som forbyder grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. udvalg...angav, at en sådan fare skal være personlig og tilstrækkelig reel til at tjene som grundlag for at fastslå eksistensen af en risiko for uoprettelig skade (se meddelelser N 2007/2010, H. V. Danmark, synspunkter vedtaget den 26.marts 2014, punkt 9.2; N 692/1996, A. R. J. mod Australien, synspunkter vedtaget den 28. juli 1997, punkt 6.6; og nr. 1833/2008, H. V. Sverige, synspunkter vedtaget den 1. November 2011, punkt 5.18.). udvalg...Henleder opmærksomheden på sine tidligere beslutninger, hvorefter det er nødvendigt at lægge væsentlig vægt på den vurdering, der er foretaget af deltagerstaten, og at det som regel er myndighederne i de kontraherende stater, der skal overveje og evaluere fakta og beviser for at bestemme eksistensen af en sådan trussel (se meddelelse N 1957/2010, Lin mod Australien, overvejelser vedtaget 21.marts 2013, afsnit 9.3.), medmindre det er godtgjort, at en sådan vurdering var klart vilkårlig eller udgjorde en nægtelse af retfærdighed (punkt 9.3 i overvejelserne) (se Meddelelse nr.2681/2015, J. A. A. og F. H. M. v. Danmark, synspunkter vedtaget den 10. Marts 2017, punkt 7.3, og nr. 2512/2014, Resaifar mod Danmark, synspunkter vedtaget den 10. Marts 2017, punkt 8.3.).
Komiteen minder om, at Deltagerstaterne, når de behandler indsigelser mod beslutninger om at udvise personer fra deres område, skal være tilstrækkeligt opmærksomme på den reelle risiko, som disse personer personligt kan blive udsat for i tilfælde af udvisning (se meddelelse nr.1763/2008, Pillai et al. mod Canada, synspunkter vedtaget den 25.marts 2011, punkt 11.2 og 11.4, og nr. 2409/2014, Ali og Mohamad mod Danmark, synspunkter vedtaget den 29. marts 2016, punkt 7.8.). Navnlig bør en vurdering af, hvorvidt de deporterede kan blive udsat for forhold, der udgør grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med artikel 7 i konventionen, baseres på en vurdering ikke blot af de generelle forhold i værtslandet, men også af de berørte personers individuelle forhold. Disse omstændigheder kan omfatte faktorer, der øger sådanne personers sårbarhed, og som et resultat af, at en situation, der er acceptabel for flertallet, kan vise sig at være uacceptabel for dem. I sager, der behandles i henhold til Dublin-reglerne, bør deltagerstaterne også tage hensyn til de tidligere erfaringer med deporterede i det første asylland, hvilket kan bidrage til at forstå de specifikke risici, de sandsynligvis vil stå over for, og som kan gøre deres tilbagevenden til det første asylland særlig traumatisk (stk. 9.7 betragtninger) (jf.J. A. A. og F. H. M. mod Danmark, punkt 7.7.).
Udvalgets vurdering af sagens faktiske omstændigheder: Udvalget noterer sig ophavsmandens påstand om, at udvisning af hende og hendes mindreårige søn til Italien i overensstemmelse med princippet om det første asylland, der er fastsat i Dublin-reglerne, ville udsætte dem for en reel risiko for uoprettelig skade i strid med Pagtens artikel 7. Til støtte for hendes argumenter henviser forfatteren især: til, hvordan hun faktisk blev behandlet i Italien; til hendes særlige sårbarhed som enlig mor med et barn; til de generelle forhold i asylansøgerindkvarteringscentre i Italien; og det italienske integrationssystems manglende evne til at imødekomme behovene hos personer med international beskyttelse, som anført i forskellige rapporter (punkt 9.2 i overvejelserne).
Udvalget bemærker, at forfatteren ikke bestrider de oplysninger, som de italienske myndigheder til Udlændingestyrelsen, hvorefter hun fik yderligere beskyttelse og opholdstilladelse i Italien, som udløb den 22.December 2014. udvalg...Noterer sig forfatterens påstand om, at selv om hun var gravid og havde sundhedsmæssige problemer, mens hun boede i Italien, fik hun ikke nogen specialiseret bistand og havde svært ved at få mad og adgang til minimale sanitære faciliteter (punkt 9.4 i overvejelserne).
Udvalget noterer sig de forskellige rapporter fra forfatteren, som viser en mangel på steder i Italienske modtagelsescentre for asylansøgere og personer, der returneres i henhold til Dublin-reglerne. Udvalget noterer sig især forfatterens påstand om, at hjemvendte som hende selv, der allerede har fået en form for beskyttelse, og som har brugt modtagelsescentrenes tjenester i Italien, ikke længere har ret til at bo i asylansøgercentre. Udvalget noterer sig også forfatterens påstand om, at hjemvendte også står over for alvorlige vanskeligheder i Italien med at finde adgang til sanitet og ernæring (punkt 9.5 i synspunkterne).
Udvalget noterer sig konklusionen fra [Refugee Appeals] - Kommissionen om, at Italien skal betragtes som et land med første asyl i dette tilfælde, samt Deltagerstatens holdning om, at et sådant land skal garantere asylansøgere grundlæggende rettigheder, skønt det ikke er forpligtet til at give dem de samme sociale standarder som landets borgere og levevilkår. Udvalget bemærker også, at deltagerstaten især har henvist til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, hvori det hedder, at selv om situationen i Italien er præget af visse mangler, er der ikke fremlagt noget bevis for, at asylansøgere systematisk ikke får støtte og tilstrækkelige betingelser (punkt 9.6 overvejelser).
Udvalget noterer sig de oplysninger, som deltagerstaten har modtaget fra de italienske myndigheder, hvorefter en udlænding, der har fået opholdstilladelse i Italien som anerkendt flygtning eller en person, der har modtaget beskyttelse, kan ansøge om forlængelse af sin udløbne opholdstilladelse efter genindrejse i Italien (punkt 9.8 i synspunkterne).
På samme tid, udvalget mener, at Deltagerstaten ikke fuldt ud har undersøgt de oplysninger, som forfatteren forudsat, baseret på hendes personlige forhold, og hvorefter, på trods af, at hun fik opholdstilladelse i Italien, Hun vil stå uudholdelige levevilkår der (punkt 9.9 af synspunkter).
Udvalget minder om, at deltagerstaterne bør lægge tilstrækkelig vægt på den reelle og personlige trussel, som en person kan blive udsat for i tilfælde af udvisning (se Pillai et al. Canada, punkt 11.2 og 11.4; Ali og Mohamad mod Danmark, punkt 7.8.), og mener, at deltagerstaten var forpligtet til at foretage en mere personlig vurdering af den trussel, som ophavsmanden og hendes søn kan have været personligt udsat for i Italien, snarere end at stole på generelle rapporter og på den antagelse, at der, da ophavsmanden allerede havde været yderligere beskyttelse, er ydet, og i princippet vil hun være berettiget til det samme niveau af yderligere beskyttelse nu. Udvalget bemærker, at forfatteren tidligere har haft mulighed for at bo i modtagelsesfaciliteter. På samme tid, ifølge forfatterens ubestridelige udsagn: hun stod over for dårlige levevilkår selv under graviditeten, da hun blev tvunget til at sove i en barak på en madras uden sengelinned, spise en gang om dagen; hun har ingen uddannelse; og, selvom, ved hendes egen optagelse, hun modtog fra de italienske myndigheder mange dog, hun vidste ikke, at hun havde fået opholdstilladelse til at bo i Italien. Derudover noterer Udvalget sig forfatterens påstande om, at hun på grund af vanskeligheder med at få adgang til tilstrækkelig ernæring og medicinsk behandling i Italien led af underernæring, ofte mistede bevidstheden og næsten havde en spontanabort. De oplysninger, Udvalget har til rådighed, viser, at personer i en lignende situation, især små børn, ofte befinder sig på gaden eller i vanskelige og farlige forhold. Men da Kommissionen traf beslutningen, undervurderede den forfatterens personlige erfaring i Italien og de forudsigelige konsekvenser af hendes tvungne tilbagevenden. Komiteen finder derfor, at deltagerstaten ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til forfatterens særlige sårbarhed, en enlig mor uden uddannelse, med et femårigt barn i armene, som aldrig før havde levet i det italienske samfund. På trods af hendes officielle ret til yderligere beskyttelse i Italien er der ingen beviser for, at forfatteren i praksis vil være i stand til at finde bolig og forsørge sig selv og sit barn i mangel af hjælp fra de italienske myndigheder. Desuden anmodede staten ikke de italienske myndigheder om reelle garantier for, at ophavsmanden og hendes søn ville blive accepteret på betingelser, der er forenelige med deres status som asylansøger, og ville være berettiget til midlertidig beskyttelse og garantier i henhold til pagtens artikel 7. Navnlig har deltagerstaten ikke anmodet Italien om at forpligte sig til: a) at forlænge ophavsmandens opholdstilladelse og udstede en lignende tilladelse til sit barn, og b) at modtage ophavsmanden og hendes søn under forhold, der er tilpasset barnets alder og familiens sårbare situation, hvilket ville give dem mulighed for at blive i Italien (punkt 9.10 i overvejelserne) (se Yasin mod Danmark, punkt 8.9; Ali og Mohamad mod Danmark, punkt 7.8; Ahmed mod Danmark, punkt 13.8.).
Udvalgets konklusioner udvisning af forfatteren og hendes søn til Italien uden tilstrækkelige garantier ville krænke deres rettigheder i henhold til pagtens artikel 7 (punkt 10 i synspunkterne).