Sagen S. A. mod Danmark. Udvalgets udtalelse af 13. December 2018. Meddelelse Nr. 58/2016 < 22>.
I 2016 blev forfatteren af meddelelsen bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Udvalget konkluderede, at den kompensation, som sagsøgeren modtog, ikke var i overensstemmelse med artikel 6 i konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination, da den ikke var retfærdig og tilstrækkelig og ikke rehabiliterede sagsøgeren, da der ikke blev anvendt retslige eller administrative sanktioner for udførelse af en racediskriminationshandling, der var anerkendt af konventionens deltagerstat. Udvalget fandt, at sagsøgeren var i en vanskelig økonomisk situation, og at Domstolens inddrivelse af et betydeligt beløb fra ham til dækning af sagsomkostninger under retssagen udgjorde en sanktion mod en person, der havde været offer for racediskrimination og blot søgte passende erstatning. Udvalget konkluderede: Denne praksis kan betragtes som en afskrækkende virkning for ofre for racediskrimination med hensyn til at udfordre det erstatningsbeløb, de anser for utilstrækkeligt eller ineffektivt, dette kan resultere i nægtelse af adgang til domstol i tilfælde af racediskrimination.
Som det fremgår af udtalelsen, hævdede sagsøgeren, at han var offer for en overtrædelse fra Danmarks side af konventionens artikel 2, 5 og 6. Han bemærkede, at myndighederne i den deltagende stat, der betragtede ham som en ikke-dansk statsborger, nægtede ham alle hans rettigheder som borger, herunder retten til ophold, stemmeret og retten til et sygesikringskort. Derudover forårsagede truslen om tab af disse rettigheder, især opholdsretten, ansøgeren alvorlig psykologisk skade. Han understregede, at fordi han var blevet udsat for diskriminerende behandling af O. Kommune, måtte han tage antidepressiva og ikke længere kunne arbejde.
Udvalgets retsstilling: i overensstemmelse med udvalgets praksis bør offerets erstatningskrav tages i betragtning i alle tilfælde, herunder situationer, hvor der ikke er forvoldt legemsbeskadigelse, men hvor offeret blev udsat for Ydmygelse, ærekrænkelse eller anden krænkelse af sit omdømme og selvværd. Komiteen minder om, at deltagerstaterne i overensstemmelse med konventionens artikel 6 skal sikre enhver, der er underlagt deres jurisdiktion, effektiv beskyttelse og retsmidler gennem kompetente nationale domstole og andre statslige institutioner i tilfælde af racediskrimination, der krænker hans menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i strid med konventionen, samt retten til at indbringe et krav for disse domstole om rimelig og passende erstatning eller tilfredshed for enhver skade, der er lidt som følge af en sådan forskelsbehandling. Udvalget minder om, at fuld og effektiv erstatning i overensstemmelse med FN ' s Generalforsamlings resolution 60/147, der henviser til konventionens artikel 6, omfatter følgende former: restitution, kompensation, rehabilitering, tilfredshed og garantier for ikke-gentagelse af, hvad der skete. Udvalget bemærker, at restitution har til formål at genoprette offerets oprindelige stilling inden overtrædelsen; der bør ydes erstatning for enhver økonomisk vurderbar skade i overensstemmelse med den etablerede procedure og står i forhold til overtrædelsens alvor og omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, herunder især omkostningerne ved juridisk eller ekspertbistand; rehabilitering bør omfatte levering af medicinsk og psykologisk bistand og levering af juridiske og Sociale tjenester samt retslige og administrative sanktioner mod personer, der er ansvarlige for overtrædelser; Tilfredshed bør omfatte foranstaltninger såsom en offentlig undskyldning, herunder anerkendelse af kendsgerninger og ansvar, eller en officiel erklæring eller retsafgørelse for at genoprette offerets værdighed, omdømme og rettigheder og personer, der er tæt forbundet med offeret, og garantier for ikke-gentagelse af, hvad der skete, bør omfatte foranstaltninger såsom revision og reform af love, der letter begåelsen af sådanne overtrædelser eller tillader dem (Punkt 7.8 i udtalelsen).
60/147 " grundlæggende principper og retningslinjer for retten til retlig beskyttelse og erstatning for ofre for grove krænkelser af internationale menneskerettighedsnormer og alvorlige krænkelser af international humanitær lov."
Udvalgets vurdering af de faktiske omstændigheder: det tog sagsøgerens påstand til efterretning, at myndighederne ved at afvise hans anmodning om social bistand nægtede ham hans borgerlige rettigheder, såsom retten til at leve, retten til at stemme eller retten til at modtage et sygesikringskort. Udvalget bemærkede også, at ansøgeren havde opnået dansk statsborgerskab i 2002; at han efter at have boet i udlandet i flere år vendte tilbage til Danmark i juli 2009 og ansøgte til O. Kommune for at modtage socialhjælp. Udvalget tog kommunens beslutning af 22.juli 2009 til efterretning, hvori det afviste S. A. ' s anmodning og beordrede ham til at kontakte Udlændingestyrelsen. Han bemærkede også, at kommunen den 23.juli 2009 havde ændret den tidligere beslutning og anførte, at sagsøgeren, som er dansk statsborger, havde ret til at modtage ydelser. Udvalget bemærkede, at sagsøgeren blev underrettet om denne afgørelse den 10.August 2009 (punkt 7.2 i udtalelsen).
Udvalget noterede sig endvidere sagsøgerens påstand om, at han, efter at hans historie var blevet vist på TV den 4.August 2009, kontaktede Socialcentret, og at det personale, han havde kontakt med, gentog, at han ikke var dansk statsborger, på trods af centrets beslutning den 4. August 2009 om at indrømme, at han faktisk var dansk statsborger. I denne forbindelse tog Udvalget hensyn til: da alle danske statsborgere er forpligtet til at registrere sig hos kommunen på deres bopælssted efter at have boet i udlandet for at få adgang til sociale og medicinske tjenester, påvirkede fejlen fra O. Kommune den 22.juli 2009 Alle rettigheder for S. A. som statsborger i Kongeriget Danmark, herunder opholdsret og stemmeret. Udvalget tog ligeledes Ligebehandlingsrådets afgørelse af 13.August 2010 til efterretning, hvori det konkluderede, at sagsøgeren var blevet underkastet direkte forskelsbehandling af O. Kommune, og dette blev bekræftet af konklusionerne i byrettens afgørelser af 6. maj 2013 og Vestdansk Landsrets afgørelser af 18. December 2014. Udvalget var enig i de nationale myndigheders beslutninger. Samtidig bemærkede han manglen på tegn på, at de nationale domstole havde taget hensyn til begivenhederne den 4.August 2009 og tog højde for, at der ifølge tilgængelige oplysninger ikke var truffet foranstaltninger til at straffe de ansatte i det sociale center, der arbejdede med ansøgeren. På baggrund af ovenstående fandt Komiteen, at kommunens afgørelser af 22.juli og 4. August 2009, der afviste, at ansøgeren havde dansk statsborgerskab, udgør en krænkelse af hans rettigheder i henhold til konventionens artikel 5 (punkt 7.3 i udtalelsen).
Med hensyn til sagsøgerens påstande i henhold til konventionens artikel 6 var hovedspørgsmålet for Komiteen, om deltagerstaten havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne bestemmelse for at sikre ansøgerens ret til at søge rimelig og passende erstatning eller fyldestgørelse for enhver skade, der er lidt som følge af racediskrimination fra nationale kompetente domstole og andre statslige myndigheders institutioner.
Komiteen noterede sig deltagerstatens argument om, at det ved udarbejdelsen af Kongeriget Danmarks Ligebehandlingslov blev besluttet at medtage en bestemmelse om retten til erstatning for ikke-materielle tab som følge af en racediskrimination, at en sådan bestemmelse skulle være en effektiv og afskrækkende sanktion. Komiteen bemærkede endvidere Deltagerstatens henvisning til det forberedende materiale til loven, hvorefter der bør lægges stor vægt på den skade, der er forårsaget af den påståede diskriminerende handling, arten af den skadelige handling samt en analyse af, om denne diskriminerende handling var forsætlig eller forårsaget af uagtsomhed i en eller anden form. Komiteen noterede sig Deltagerstatens argument om, at disse kriterier var blevet anvendt fuldt ud i den foreliggende sag, og at Ligebehandlingsrådet derfor havde besluttet, at kompensationsbeløbet skulle være 2.000 kr. Denne afgørelse blev stadfæstet af byretten i Danmark og Vestdansk Landsrets afgørelser af henholdsvis 6.maj 2013 og 18. December 2014. Komiteen noterede sig endvidere Deltagerstatens Erklæring om, at den kompensation, der blev ydet sagsøgeren, var i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen og den generelle henstilling nr.26 om artikel 6 i komiteens konvention, da det hverken var muligt at konkludere ud fra konventionens artikel 6 eller den generelle henstilling nr. 26, at der var et krav om et specifikt erstatningsbeløb (stk. 7.5 udtalelser).
Udvalget noterede sig også klagerens påstand om, at kompensationsbeløbet var meget langt fra den "retfærdige og passende kompensation", der er omhandlet i konventionens artikel 6, og derfor ikke var et effektivt middel mod racediskrimination, da der i andre tilfælde af racediskrimination blev udbetalt større erstatningsbeløb, som kostede leveomkostningerne i deltagerstaten var meget høje, og dette beløb adskiller sig kraftigt fra det beløb, han skulle betale for at dække sagsomkostninger, nemlig - 25.000 danske kroner, som han betragter som en"straf". Udvalget bemærkede endvidere klagerens påstand om, at det forhold, at han blev pålagt at betale så betydelige sagsomkostninger, var i strid med konventionens artikel 6, da det krænkede Retten til at modtage en rimelig og passende erstatning og var en hindring for at opnå effektive retsmidler fra gerningsmænd til racediskrimination, som fastsat i punkt 6 i generel henstilling nr.31 om forebyggelse af racediskrimination i udvalgets administration og funktion (punkt 7.6 i udtalelsen).
Udvalget henledte opmærksomheden på, at sagsøgeren den 7.juni 2012 appellerede Ligebehandlingsrådets afgørelse til byretten i O. med angivelse af, at den erstatning, der blev udbetalt til ham på 2.000 kr., ikke opfyldte kravet om "rimelig og passende erstatning eller tilfredshed for skader, der er lidt som følge af racediskrimination", som fastsat i konventionens artikel 6, da dette beløb var for lille. Udvalget bemærkede endvidere, at distriktsdomstolen den 6.maj 2013 stadfæstede Ligebehandlingsrådets afgørelse i betragtning af, at kommunen rettede sin fejl så hurtigt som muligt og undskyldte den, derfor var der ingen grund til at øge kompensationsbeløbet. Som udvalget understregede, besluttede retten, at sagsomkostningerne (25.000 kr.) skulle dækkes af offentlige midler. Udvalget bemærkede endvidere, at sagsøgeren den 3.juni 2013 appellerede distriktsdomstolens afgørelse til Vestdansk Højesteret, som stadfæstede distriktsdomstolens afgørelse den 18. December 2014. Landsretten tog hensyn til: den embedsmand, der begik fejlen, handlede ikke forsætligt eller ved grov uagtsomhed, sagsøgeren modtog den fordel, som han havde ret til. Under hensyntagen til sagens udfald i forhold til parternes krav pålagde landsretten også sagsøgeren at dække sagsomkostningerne på DKK 25.000 (punkt 7.7 i udtalelsen).
Udvalget understregede, at der var ydet erstatning til ansøgeren. Imidlertid skal en sådan kompensations rimelige og passende karakter analyseres i lyset af den sammenhæng, hvori den blev leveret. I forhold til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag var det således nødvendigt at analysere den ydede kompensation under hensyntagen til overtrædelsens alvor, leveomkostningerne i deltagerstaten, sagsøgerens situation og den forebyggende karakter af de foranstaltninger, der blev truffet for at undgå lignende overtrædelser i fremtiden. Udvalget noterede sig klagerens påstand om, at det faktum, at han blev bedt om at kontakte immigrationsmyndighederne, på trods af at han fremlagde sit pas, gav ham alvorlig bekymring, da han besluttede, at han kunne blive deporteret til Bosnien-Hercegovina, hvor han ikke havde boet i mange år. Udvalget bemærkede endvidere: selv om myndighederne rettede deres beslutning ret hurtigt, var denne situation alvorlig nok til at give anledning til bekymring for den pågældende, især da han fik at vide, at han kunne blive deporteret. Kompensationen bør derfor afspejle den indvirkning, den kunne have haft på ansøgeren. Udvalget noterede sig sagsøgerens argument om, at der ifølge en erklæring fra statsministeren i 2013 kun kunne købes et "par sko" for 2000 danske kroner, og at hverken de retlige eller administrative myndigheder ifølge de foreliggende oplysninger havde truffet foranstaltninger til at straffe gerningsmændene eller mere specifikt bredere for at forhindre lignende overtrædelser i fremtiden, selv om myndighederne i deltagerstaten anerkendte, at sagsøgeren var offer for en diskriminationshandling. Udvalget konkluderede derfor, at den kompensation, som sagsøgeren modtog, ikke var i overensstemmelse med konventionens artikel 6, da den ikke var retfærdig og tilstrækkelig og ikke rehabiliterede sagsøgeren, da der ikke blev anvendt retslige eller administrative sanktioner for at begå den anerkendte handling racediskrimination (punkt 7.9 i udtalelsen).
Udvalget bemærkede endvidere, at det beløb på 25.000 kr., Der blev inddrevet fra sagsøgeren for sagsomkostninger, var betydeligt højere end det beløb på 2.000 kr., som han modtog som kompensation for en anerkendt racediskrimination. Regionsudvalget påpegede, at High Court i sin afgørelse af 18.December 2014 ikke redegjorde for årsagerne til, at sådanne high court-omkostninger var berettigede i sagsøgerens sag, navnlig da retten fandt, at sagsomkostningerne skulle dækkes af offentlige midler. Udvalget bemærkede, at Civilministeriet den 7.December 2011 ydede sagsøgeren juridisk bistand, således at han kunne appellere Ligebehandlingsrådets afgørelse. Udvalget understregede, at denne beslutning var et klart bevis på, at sagsøgeren var i en vanskelig økonomisk situation, og at inddrivelsen af et betydeligt beløb fra ham til dækning af sagsomkostninger under retssagen udgjorde en sanktion mod en person, der havde været offer for racediskrimination og simpelthen søgte passende erstatning. Udvalget konkluderede, at en sådan praksis kan ses som en afskrækkende faktor for ofre for racediskrimination til at anfægte det erstatningsbeløb, som de anser for utilstrækkeligt eller ineffektivt, hvilket kan resultere i nægtelse af adgang til domstolsprøvelse i tilfælde af racediskrimination (punkt 7.10 i udtalelsen).
Udvalgets konklusioner: de fremlagte kendsgerninger viste en overtrædelse af konventionens artikel 5 og 6 (punkt 8 i udtalelsen).