Menneskerettighedsudvalgets synspunkter af 16. juli 2018 i sagen K. H. mod Danmark (meddelelse nr.2423/2014).
I 2014 blev forfatteren af meddelelsen bistået med udarbejdelsen af en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Emnet for meddelelsen: deportation til Den Islamiske Republik Iran.
Væsentlige spørgsmål: trussel om tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; non-refoulement.
31( 2004) om arten af den generelle retlige forpligtelse, der pålægges stater, der er parter i konventionen, hvor det nævner Deltagerstaternes forpligtelse til ikke at udlevere, deportere, udvise eller på anden måde udvise en person fra deres område, når der er alvorlig der er grund til at tro, at der er en reel risiko for uoprettelig skade i henhold til konventionens artikel 6 og 7.... udvalg... Bemærker, at en sådan fare skal være personlig (Se K. v. Danmark, punkt 7.3; P. T. Danmark, punkt 7.2, og Danmark, punkt 9.2.) og at der er en høj tærskel for at fremlægge alvorlige grunde til at fastslå, at der er en reel risiko for uoprettelig skade (jf.CCPR/C/103/D/1833/2008), punkt 5.18.). Der skal således tages hensyn til alle relevante forhold og omstændigheder, herunder den generelle menneskerettighedssituation i ophavsmandens hjemland (jf.punkt 9.2.). Udvalget minder om, at det som hovedregel tilkommer de deltagende staters myndigheder at vurdere de faktiske omstændigheder og beviser i den pågældende sag med henblik på at fastslå, om der foreligger en sådan trussel (se Pillai et al. mod Canada (CCPR/C/101/D/1763/2008), stk. 11.4 og Lin mod Australien (CCPR/C107/D/1957 / 2010), punkt 9.3.), medmindre det kan godtgøres, at en sådan vurdering var åbenbart vilkårlig eller udgjorde en klar fejl eller nægtelse af retfærdighed (punkt 8.3 i betragtningerne) (jf.f. eks. K. V. Danmark, punkt 7.4.).
I henhold til artikel 6 i Pagten, "1. Retten til liv er en umistelig ret for ethvert menneske. Denne ret er beskyttet af loven. Ingen kan vilkårligt fratages livet.
- I lande, der ikke har afskaffet dødsstraf, kan der kun idømmes dødsstraf for de mest alvorlige forbrydelser i overensstemmelse med den lov, der var gældende på tidspunktet for forbrydelsen, og som ikke er i modstrid med bestemmelserne i denne pagt og konventionen om forebyggelse og straf for folkedrab. Denne straf kan kun udføres i henhold til en endelig dom afsagt af en kompetent domstol.
- Når berøvelse af livet udgør en folkedrabsforbrydelse, skal det tages i betragtning, at intet i denne artikel giver de i denne konvention deltagende stater ret til på nogen måde at fravige forpligtelser, der påtages i henhold til bestemmelserne i konventionen om forebyggelse af og straf for Folkedrabsforbrydelsen.
- Enhver, der er dømt til døden, har ret til at bede om benådning eller forenkling af dommen. Der kan i alle tilfælde gives amnesti, benådning eller forenkling af dødsstraffen.
- Dødsdommen må ikke idømmes for forbrydelser begået af personer under atten år og må ikke udføres mod gravide kvinder.
- Intet i denne artikel kan tjene som grundlag for udsættelse eller forhindring af afskaffelse af dødsstraf af nogen i denne konvention deltagende stat."
Artikel 7 i Pagten bestemmer: "Ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Især bør ingen personer udsættes for medicinske eller videnskabelige eksperimenter uden hans frie samtykke."
Udvalget finder, at når en asylansøger hævder at have konverteret til en anden religion efter afvisningen af sin oprindelige asylansøgning i asyllandet, er det rimeligt at foretage en grundig undersøgelse af omstændighederne ved konverteringen af myndighederne. Det er imidlertid fortsat nødvendigt at kontrollere, om der trods konverteringens oprigtighed er væsentlige grunde til at antage, at en sådan overgang kan have alvorlige negative konsekvenser i oprindelseslandet og skabe en reel risiko for uoprettelig skade som omhandlet i Pagtens artikel 6 og 7. Selv når det konkluderes, at den konvertering, der er nævnt i meddelelsen, var uoprigtig, skal myndighederne derfor afgøre, om en asylansøgers adfærd og handlinger i forbindelse med eller forårsager konverteringen, såsom kirkedeltagelse, dåb eller deltagelse i et sogneliv, har alvorlige negative konsekvenser i oprindelseslandet, der kan skabe en trussel om uoprettelig skade for ham eller hende (punkt 8.5 i overvejelserne) (se S. A. H. Danmark (CCPR/C/121/D/2419 / 2014), punkt 11.8. Se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, F. G. mod Sverige (stævning nr. 43611/11), dom af 23.marts 2016, stk. 156.).
Udvalgets vurdering af sagens faktiske omstændigheder: Udvalget noterer sig forfatterens påstand om, at der i tilfælde af hans udvisning til Den Islamiske Republik Iran er risiko for uoprettelig skade på ham i strid med Pagtens artikel 6 og 7. Udvalget noterer sig forfatterens argument om, at han vil blive forfulgt af de iranske myndigheder, fordi han nægtede at fortsætte med at arbejde for Basij, en iransk milits, og fordi han forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt. Det noterer sig også de oplysninger, som Deltagerstaten har givet om den behandling, som personer, der ulovligt forlod Den Islamiske Republik Iran, står over for efter deres hjemkomst. Ifølge landets oplysninger om ulovlig udrejse fra Den Islamiske Republik Iran, der blev offentliggjort af indenrigsministeriet i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i Juli 2016, vil en iransk statsborger, der ønsker at vende tilbage til Den Islamiske Republik Iran uden pas, ikke stå over for nogen reel risiko for forfølgelse, fordi han forlod landet ulovligt og/eller han blev nægtet asyl, medmindre de iranske myndigheder tidligere havde bemærket overtrædelser fra den pågældende persons side. Deltagerstaten påpeger også, at den ikke anser Personer, der ikke har fået asyl, for at være kriminaliseret, da det i Den Islamiske Republik Iran ikke er en strafbar handling for iranere at ansøge om asyl i et andet land. udvalg... Noterer sig forfatterens Erklæring om hans omvendelse fra Islam til kristendommen, herunder hans dåb og aktiv deltagelse i sognets aktiviteter, samt den påståede risiko for forfølgelse fra hans familie og myndighederne i tilfælde af hans udvisning til Den Islamiske Republik Iran (punkt 8.2 i synspunkterne).
Deltagerstaten henviser til punkt 5.1.2 i rapporten fra Indenrigsministeriet (Det Forenede Kongerige) med titlen "landeinformation og vejledning: Iran: ulovlig udrejse" ("landeinformation og anbefalinger: Iran - ulovlig afgang"), dateret juli 2016, der citerer generaldirektøren for konsulære anliggender i Udenrigsministeriet i Den Islamiske Republik Iran, der erklærede, at "en person, der forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt og ikke er opført på listen over mennesker, der ikke kan forlade Den Islamiske Republik Iran, vil ikke have problemer med myndighederne ved hans tilbagevenden, selvom det kan idømmes en bøde," og at "en person, der har begået en forbrydelse og forladt Den Islamiske Republik Iran ulovligt, kun vil blive retsforfulgt for en forbrydelse begået tidligere, og ikke for ulovligt at forlade landet."Deltagerstaten henviser også til paragraf 33 i afgørelsen truffet af Det Forenede Kongeriges Højesteret (Immigration and Asylum Chamber) i sagen S. S. H. og H. R. v. Statssekretær for Indenrigsministeriet, der siger, at en mandlig Iransk statsborger, mod hvem der ikke tidligere er blevet bemærket nogen krænkelser fra den iranske stat, ikke står over for en reel risiko for forfølgelse/krænkelse af hans rettigheder i henhold til artikel 3 ved hans tilbagevenden til Den Islamiske Republik Iran af den grund, at han han forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt og/eller ikke fik asyl. Der er ingen sådan fare under forhør ved tilbagevenden til Den Islamiske Republik Iran og efter at de relevante kendsgerninger er blevet fastslået (dvs. ulovlig udrejse og nægtelse af asyl). Især er der ingen reel fare for at blive retsforfulgt med efterfølgende Fængsel" (Se punkt 5.1.1 i rapporten "landeinformation og vejledning: Iran: ulovlig udrejse" ("landeinformation og anbefalinger: Iran - ulovlig udrejse"), der citerer ordene fra lederen af afdelingen for udstedelse af pas og visa, der understregede, at "Irans forfatning tillader iranere at bo, hvor de vil. At ansøge om asyl fra en iraner til et andet land er ikke en strafbar handling i Den Islamiske Republik Iran... Omkring 60% af iranerne, der har fået asyl i andre lande, rejser fra Den Islamiske Republik Iran til andre lande og tilbage.").
"I februar 2013 mødtes forfatteren med en kvinde ved navn S. A., der fortalte ham om kristendommen. Gennem S. A. begyndte han at deltage i Skype-videokonferencer, hvor han mødte præsten og fik viden om kristendommen. Den 8. April 2013 blev forfatteren døbt. Senere, i sin appel mod Udlændingestyrelsens afgørelse, nævnte han sin omvendelse til kristendommen. Den 30.maj 2013 stadfæstede Flygtningenævnet hans klage og henviste sagen tilbage til Udlændingestyrelsen" (punkt 2.4 i betragtningerne).
Som udvalget bemærker, er det i den foreliggende sag ikke bestridt, at forfatteren blev døbt den 8.April 2013 efter at have etableret Skype-kontakt med en af præsterne, der fortalte ham om kristendommen, aktivt deltager i sognets aktiviteter og informerede familien om hans omvendelse til en anden tro. Flertallet af rådsmedlemmerne var også enige om, at forfatteren har kendskab til den kristne tro. Udvalget bemærker dog, at størstedelen af Rådets argumenter drejede sig om spørgsmålet om, hvorvidt omvendelsen var oprigtig, og konkluderede, at ophavsmanden ikke havde bevist, at hans omvendelse var ægte, da hans udtalelser f.eks. om datoen for hans første møde med AA, det tidspunkt, hvor han betragtede sig som omvendt, og familiens reaktion på hans omvendelse var inkonsekvent (punkt 8.6 i betragtningerne).
I denne forbindelse minder Komiteen om, at deltagerstaterne bør tage behørigt hensyn til den reelle og personlige fare, som en person kan stå over for i tilfælde af udvisning, og udtrykker den opfattelse, at deltagerstaten bør foretage en specifik vurdering af den fare, som forfatteren, der er blevet kristen, vil stå over for i Den Islamiske Republik Iran, og ikke kun henvise til uoverensstemmelser i datoer. Udvalget bemærker navnlig, at Flygtningenævnet ikke har vurderet, om en asylansøgers adfærd og handlinger i forbindelse med eller forårsager omvendelse, herunder hans dåb, hans aktive deltagelse i menighedslivet, hans kendskab til kristendommen og oplysning af hans familie om hans omvendelse, har alvorlige negative konsekvenser i hjemlandet, hvilket kan skabe en trussel om uoprettelig skade for ham. I lyset af ovenstående finder Komiteen, at Deltagerstaten ikke har vurderet den reelle, personlige og opfattede risiko, som forfatteren vil stå over for, når han vender tilbage til Den Islamiske Republik Iran efter at have konverteret til en anden tro. Komiteen finder derfor, at deltagerstaten ikke har taget behørigt hensyn til følgerne af ophavsmandens personlige situation i sit hjemland, og konkluderer, at deltagerstatens udvisning til Den Islamiske Republik Iran ville udgøre en overtrædelse af Pagtens artikel 6 og 7 (punkt 8.7 i synspunkterne).