I 2016 blev forfatteren af meddelelsen bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Sagsøgeren hævdede at være offer for overtrædelser fra Danmarks side af artikel 2, stk.1, litra c), og artikel 5 og 6 i konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Han bemærkede, at myndighederne i den deltagende stat, der betragtede ham som en ikke-dansk statsborger, nægtede ham alle hans rettigheder som borger, herunder retten til ophold, stemmeret og retten til et sygesikringskort. Derudover forårsagede truslen om tab af disse rettigheder, især retten til ophold, ansøgeren alvorlig psykologisk skade. Han understregede, at fordi han havde været udsat for diskriminerende behandling af Aalborg Kommune, måtte han tage antidepressiva og ikke længere kunne arbejde.
Udvalgets retsstilling: i overensstemmelse med [udvalgets] praksis bør offerets erstatningskrav overvejes i alle tilfælde, herunder tilfælde, hvor der ikke er forårsaget nogen legemsbeskadigelse, men når offeret blev udsat for Ydmygelse, ærekrænkelse eller anden indgreb i hendes omdømme og selvværd. Udvalget minder om, at deltagerstaterne i overensstemmelse med artikel 6 i FN 's konvention om afskaffelse af racediskrimination skal sikre alle inden for deres jurisdiktion effektiv beskyttelse og retsmidler gennem kompetente nationale domstole og andre statslige institutioner i tilfælde af handlinger af racediskrimination, der krænker, i strid med FN' s konvention om afskaffelse af racediskrimination, om hans menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til at indbringe et krav for disse domstole om retfærdig og passende erstatning eller tilfredshed for enhver skade, der er, forårsaget som følge af en sådan forskelsbehandling. Udvalget minder om, at i overensstemmelse med FN 's Generalforsamlings resolution 60/147, der henviser til artikel 6 i FN' s konvention om afskaffelse af racediskrimination, omfatter fuld og effektiv kompensation følgende former: restitution, kompensation, rehabilitering, tilfredshed og garantier for ikke-gentagelse af, hvad der skete. Udvalget bemærker, at restitution har til formål at genoprette offerets oprindelige stilling inden overtrædelsen; der bør ydes erstatning for enhver økonomisk vurderbar skade i overensstemmelse med den etablerede procedure og står i forhold til overtrædelsens alvor og omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, herunder især omkostningerne ved juridisk eller ekspertbistand; rehabilitering bør omfatte levering af medicinsk og psykologisk bistand og levering af juridiske og Sociale tjenester samt retslige og administrative sanktioner mod personer, der er ansvarlige for overtrædelser; Tilfredshed bør omfatte foranstaltninger såsom offentlig undskyldning, herunder en indrømmelse af fakta og ansvar, eller en officiel erklæring eller domstolsafgørelse for at genoprette offerets værdighed, omdømme og rettigheder og personer, der er tæt forbundet med offeret; og garantier for ikke-gentagelse af, hvad der skete, bør omfatte foranstaltninger såsom gennemgang og reform af love, der letter begåelsen af sådanne forbrydelser. overtrædelser eller tillade dem (Punkt 7.8 i udtalelsen).
Udvalgets vurdering af de faktiske omstændigheder: Udvalget tog sagsøgerens påstand til efterretning, at myndighederne ved at afvise hans anmodning om socialhjælp nægtede ham hans borgerrettigheder, såsom retten til at leve, retten til at stemme eller retten til at modtage et sygesikringskort, og bemærkede også, at ansøgeren havde opnået dansk statsborgerskab i 2002; at han efter at have boet i udlandet i flere år vendte tilbage til Danmark i juli 2009 og ansøgte Aalborg Kommune om at modtage socialhjælp. Udvalget tog kommunens beslutning af 22.juli 2009 til efterretning, hvori det afviste hans anmodning og beordrede ham til at kontakte Udlændingestyrelsen. Han bemærkede også, at kommunen den 23.juli 2009 ændrede den tidligere beslutning og anførte, at ansøgeren, som er dansk statsborger, havde ret til at modtage ydelser. Udvalget bemærkede, at sagsøgeren blev underrettet om denne afgørelse den 10.August 2009 (punkt 7.2 i udtalelsen).
Udvalget noterede sig endvidere sagsøgerens påstand om, at han, efter at hans historie blev vist på TV den 4.August 2009, kontaktede Socialcentret, og at det personale, han havde kontakt med, gentog, at han ikke var dansk statsborger, til trods for centrets beslutning den 4. August 2009 om at indrømme, at der var begået en fejl, og at han faktisk er dansk statsborger. Udvalget tog i den forbindelse også sagsøgerens påstand til efterretning, at eftersom alle danske statsborgere er forpligtet til at registrere sig hos kommunen på deres bopælssted efter at have boet i udlandet for at få adgang til sociale og lægelige ydelser, påvirkede den fejl, som Aalborg Kommune begik den 22.juli 2009, alle hans rettigheder som dansk statsborger, herunder opholds-og stemmerettigheder. Udvalget tog ligeledes Ligebehandlingsrådets afgørelse af 13.August 2010 til efterretning, hvori det konkluderede, at sagsøgeren havde været udsat for direkte forskelsbehandling af Aalborg Kommune. Bekræftelse af denne konklusion i byrettens afgørelser af 6.maj 2013 og Vestdansk Landsrets afgørelser af 18. December 2014 var udvalget enig i de nationale myndigheders afgørelser. Samtidig bemærkede han også fraværet af tegn på, at de nationale domstole havde taget hensyn til begivenhederne den 4.August 2009, og [tog hensyn til], at der ifølge de tilgængelige oplysninger ikke var blevet [implementeret] foranstaltninger til at straffe de ansatte i det sociale center, der arbejdede med ansøgeren. På baggrund af ovenstående fandt udvalget, at Aalborg Kommunes afgørelser af 22.juli og 4. August 2009 om afvisning af, at ansøgeren havde dansk statsborgerskab, udgjorde en krænkelse af hans rettigheder i henhold til konventionens artikel 5, litra d), nr. iii) (punkt 7.3 i udtalelsen). I kraft af denne bestemmelse i konventionen, "[i] i overensstemmelse med de grundlæggende forpligtelser, der er fastsat i artikel 2 i denne konvention, Deltagerstaterne forpligter sig til at forbyde og eliminere racediskrimination i alle dens former og sikre alles lige rettigheder for loven, uden forskel med hensyn til race, farve, national eller etnisk oprindelse, især med hensyn til gennemførelsen af følgende rettigheder:.. andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:... retten til statsborgerskab...".
Med hensyn til klagerens påstande i henhold til konventionens artikel 6 var hovedspørgsmålet for Komiteen, om deltagerstaten havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne bestemmelse for at sikre klagerens ret til at søge retfærdig og passende erstatning eller tilfredshed for enhver skade, der er lidt som følge af racediskrimination fra nationale kompetente domstole og andre offentlige myndigheder. I kraft af den nævnte konventionsbestemmelse, "[d] de deltagende stater skal sikre enhver person, der er underlagt deres jurisdiktion, effektiv beskyttelse og retsmidler gennem kompetente nationale domstole og andre statslige institutioner i tilfælde af handlinger af racediskrimination, der krænker, i strid med denne konvention, hans menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til at indbringe et krav for disse domstole om retfærdig og passende erstatning eller tilfredshed for enhver skade, der er lidt som følge af en sådan forskelsbehandling."
Udvalget noterede sig Deltagerstatens argument om, at "ved udarbejdelsen af loven om ligebehandling blev det besluttet at medtage en bestemmelse om retten til erstatning for ikke-materielle tab forårsaget af en handling af racediskrimination, og at en sådan bestemmelse skulle være en effektiv og afskrækkende sanktion. Komiteen bemærkede endvidere Deltagerstatens henvisning til det forberedende materiale til loven, hvorefter der bør lægges stor vægt på den skade, der er forårsaget af den påståede diskriminerende handling og arten af den skadelige handling, samt en analyse af, om denne diskriminerende handling var forsætlig eller forårsaget af uagtsomhed i en eller anden form. Komiteen noterede sig Deltagerstatens argument om, at disse kriterier var blevet anvendt fuldt ud i den foreliggende sag, og at Ligebehandlingsrådet derfor havde besluttet, at kompensationsbeløbet skulle være 2.000 kr. Denne afgørelse blev stadfæstet af Aalborg distriktsdomstol og Vestdansk Højesteret i deres afgørelser af henholdsvis 6.maj 2013 og 18. December 2014. Komiteen tog endvidere deltagerstatens erklæring til efterretning, at den kompensation, der blev ydet sagsøgeren, var i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen og den generelle henstilling nr.26 [om konventionens artikel 6], da det hverken ud fra konventionens artikel 6 eller den generelle henstilling nr. 26 er umuligt at konkludere, at der er krav om et specifikt erstatningsbeløb" (punkt 7.5 i udtalelsen). Som det fremgår af udtalelsens tekst, taler vi om Loven om ligebehandling, der blev vedtaget til gennemførelse af Rådets direktiv 2000/43/EF (punkt 4.2 i udtalelsen).
Udvalget noterede sig også klagerens påstand om, at kompensationsbeløbet var betydeligt mindre end den "retfærdige og passende kompensation", der er fastsat i konventionens artikel 6, og derfor ikke var et effektivt middel mod racediskrimination, da der i andre tilfælde af racediskrimination blev udbetalt større erstatningsbeløb, at leveomkostningerne i deltagerstaten er meget høje, og at et sådant beløb adskiller sig kraftigt fra det beløb, han skulle betale for at dække sagsomkostningerne, nemlig 25.000 DKK, og han ser det som en " straf." Udvalget bemærkede endvidere klagerens påstand om, at det forhold, at han blev pålagt at betale så betydelige sagsomkostninger, var i strid med konventionens artikel 6, da det krænkede Retten til at modtage en rimelig og passende erstatning og var en hindring for at opnå effektive retsmidler fra gerningsmændene til racediskrimination, jf.punkt 6 i generel henstilling nr. 31 [om forebyggelse af racediskrimination i det strafferetlige systems administration og funktion] i udvalget (punkt 7.6 i udtalelsen).
Udvalget henledte opmærksomheden på, at sagsøgeren den 7.juni 2012 appellerede Ligebehandlingsrådets afgørelse til Aalborg byretten, hvori det blev anført, at den erstatning, der blev udbetalt til ham på 2.000 danske kroner, ikke opfyldte kravet om "rimelig og passende erstatning eller tilfredshed for skader, der er lidt som følge af racediskrimination", som fastsat i konventionens artikel 6, da dette beløb er for lille. Udvalget bemærkede endvidere, at den 6. maj 2013 Tingretten stadfæstede Ligebehandlingsrådets afgørelse i betragtning af, at kommunen rettede sin fejl og undskyldte den så hurtigt som muligt, og at der ikke var nogen grund til at forhøje erstatningsbeløbet i denne henseende. Som udvalget understregede, besluttede retten, at sagsomkostningerne (25.000 kr.) skulle dækkes af offentlige midler. Udvalget bemærkede endvidere, at sagsøgeren den 3.juni 2013 appellerede distriktsdomstolens afgørelse til Vestdansk Højesteret, som stadfæstede distriktsdomstolens afgørelse den 18. December 2014. Landsretten tog hensyn til, at den tjenestemand, der begik fejlen, ikke handlede forsætligt eller groft uagtsomt, og sagsøgeren modtog den fordel, som han havde ret til. Under hensyntagen til sagens udfald i forhold til parternes krav pålagde landsretten også sagsøgeren at dække sagsomkostningerne på DKK 25.000 (punkt 7.7 i udtalelsen).
Udvalget understregede følgende-ansøgeren var blevet kompenseret. Imidlertid skal en sådan kompensations rimelige og passende karakter analyseres i lyset af den sammenhæng, hvori den blev leveret. I forhold til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag burde den ydede kompensation således have været analyseret under hensyntagen til overtrædelsens grovhed, leveomkostningerne i deltagerstaten, sagsøgerens situation og den forebyggende karakter af de foranstaltninger, der er truffet for at undgå lignende overtrædelser i fremtiden. Udvalget noterede sig sagsøgerens påstand om, at det faktum, at han blev bedt om at kontakte indvandringsmyndighederne, trods fremlæggelse af sit pas, forårsagede ham alvorlig bekymring, da han besluttede, at han kunne blive deporteret til Bosnien-Hercegovina, hvor han ikke havde boet i mange år. Udvalget bemærkede endvidere, at selv om myndighederne rettede deres beslutning ret hurtigt, var situationen alvorlig nok til at give anledning til bekymring for den pågældende, især da han havde fået at vide, at han kunne blive deporteret. Kompensationen bør derfor afspejle den indvirkning, den kunne have haft på ansøgeren. Komiteen tog endvidere sagsøgerens argument til efterretning, at der ifølge en erklæring fra statsministeren i 2013 kun kunne købes 2.000 kroner for et "par sko", og at hverken de retlige eller administrative myndigheder ifølge de foreliggende oplysninger havde truffet foranstaltninger til at straffe gerningsmændene eller, især endnu mere bredt, for at forhindre lignende overtrædelser i fremtiden, på trods af at deltagerstatens myndigheder anerkendte, at sagsøgeren var offer for en diskriminationshandling. Udvalget konkluderede derfor, at den kompensation, som sagsøgeren modtog, ikke var i overensstemmelse med konventionens artikel 6, da den ikke var retfærdig og tilstrækkelig og ikke rehabiliterede sagsøgeren, da der ikke blev anvendt retslige eller administrative sanktioner for udførelse af en anerkendt racediskrimination (punkt 7.9 i udtalelsen).
Udvalget bemærkede endvidere, at det beløb på 25.000 kr., Der blev inddrevet fra sagsøgeren for sagsomkostninger, var betydeligt højere end det beløb på 2.000 kr., som han modtog som kompensation for en anerkendt racediskrimination. Komiteen anførte, at landsretten i sin afgørelse af 18.December 2014 ikke redegjorde for årsagerne til, at sådanne sagsomkostninger var berettigede i sagsøgerens sag, navnlig i betragtning af, at Retten fandt, at følgende sagsomkostninger skulle dækkes af offentlige midler. Udvalget bemærkede, at den 7. December 2011 Institut for civile anliggender gav ansøgeren juridisk bistand, så han kunne appellere Ligebehandlingsrådets afgørelse. Udvalget fandt, at denne afgørelse var et klart bevis på, at sagsøgeren befandt sig i en vanskelig økonomisk situation, og at inddrivelsen af et betydeligt beløb fra ham til dækning af sagsomkostninger under retssagen udgjorde en sanktion mod en person, der havde været offer for racediskrimination, og som blot søgte passende erstatning. Udvalget konkluderede: en sådan praksis kan ses som en afskrækkende faktor for ofre for racediskrimination for at anfægte det erstatningsbeløb, som de anser for utilstrækkeligt eller ineffektivt, hvilket kan resultere i nægtelse af adgang til domstolsprøvelse i tilfælde af racediskrimination (punkt 7.10 i udtalelsen).
Komiteens konklusioner: de fremlagte kendsgerninger indikerer en overtrædelse fra Deltagerstatens side af konventionens artikel 5 (d) (iii) og artikel 6 (paragraf 8 i udtalelsen).