Sagen mod M. C. mod Danmark. Synspunkter fra Udvalget om børns rettigheder af 28. September 2020. Meddelelse Nr. 31/2017.
I 2017 blev forfatteren af meddelelsen bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Som det fremgår af teksten til synspunkterne, hævdede forfatteren, at hvis hun og hendes tre børn blev deporteret til Kina, ville Deltagerstaten krænke hendes børns rettigheder i henhold til konventionens artikel 2, 3, 6, 7 og 8 (punkt 3.1 i synspunkterne).
Udvalgets juridiske holdning er, at stater ikke bør returnere et barn til et bestemt land, hvis der er alvorlig grund til at tro, at der er en reel risiko for, at uoprettelig skade kan være forårsaget af ham, for eksempel, men ikke udelukkende, som fastsat i artikel 6 og 37 i konventionen om Barnets Rettigheder (punkt 27); og at sådanne forpligtelser er non-refoulement (Non-refoulement (princippet om non-refoulement)) de anvendes uanset om alvorlige krænkelser af de rettigheder, der er garanteret i konventionen, begås af ikke-statslige aktører, og om sådanne overtrædelser er målrettet eller er en indirekte konsekvens af visse handlinger eller undladelser. Risikoen for sådanne alvorlige lidelser bør vurderes under hensyntagen til alders-og kønsfaktorer. En sådan vurdering bør foretages i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, og hvis der er rimelig tvivl om, at modtagerstaten kan beskytte barnet mod sådanne risici, bør deltagerstaterne afstå fra at udvise barnet (punkt 8.3 i overvejelserne) (I. A. M. V. Danmark (CRC/C/77/D/3/2016), punkt 11.8.).
En af de vigtigste overvejelser, der skal tages i betragtning, når der træffes beslutninger om udvisning af et barn, bør være at sikre barnets tarv, og at sådanne beslutninger skal træffes i overensstemmelse med en procedure, der giver en retfærdig rettergang, der garanterer, at han efter barnets tilbagevenden får sikkerhed og passende pleje og muligheder for udøvelse af sine rettigheder <16>. Udvalget minder om, at bevisbyrden ikke kun kan påhvile forfatteren af meddelelsen, især da forfatteren og deltagerstaten ikke altid har lige adgang til beviser, og ofte kun deltagerstaten har relevante oplysninger (punkt 8.6 i synspunkterne) (se for flere detaljer: sagen M. T. mod Spanien (CRC/C/82/D/17/2017), punkt 13.4; sagen El-Hassi mod den libyske Arabiske Jamahiriya (CCPR/C/91/D/1422/2005), punkt 6.7, og sagen Majnoun mod Algeriet (CCPR/C/87/d/1297/2004), punkt 8.3.).
Udvalgets vurdering af sagens faktiske omstændigheder: forfatterens påstande blev taget i betragtning, at i tilfælde af udvisning til Kina kunne hendes tre børn født uden for ægteskab fjernes fra deres mor, og at de ikke ville blive registreret i hukou, hvilket var nødvendigt for at sikre deres adgang til sundhed, uddannelse og Sociale tjenester (stk. 8.4 overvejelser).
Komiteen bemærkede, at Deltagerstaten ikke havde kontrolleret, på en måde, der ikke ville bringe ophavsmandens og hendes børns stilling som asylansøgere i fare, om en dansk fødselsattest ville være tilstrækkelig til registrering i henhold til Hukou-systemet, og hvis ikke, hvilke andre procedurer der ville være nødvendige for, at børnene kunne få kinesiske fødselsattester; hvad er sandsynligheden for at få kinesiske fødselsattester, og hvor længe skal børnene vente, indtil de formår at registrere sig på deres bopæl. Udvalget understregede, at disse spørgsmål er særligt relevante i betragtning af de mange administrative krav til opnåelse af fødselsattest og de komplekse registreringsprocedurer i Kina, og at fødselsregistrering er forbundet med hukou. Komiteen fandt, at deltagerstaten ikke havde overvejet, hvordan børns rettigheder til uddannelse og sundhed ville blive sikret, indtil de blev registreret eller i mangel heraf (punkt 8.6 i synspunkterne).
Udvalgets konklusioner: ved vurderingen af den påståede risiko for, at forfatterens børn i tilfælde af udvisning til Kina ikke ville være i stand til at registrere sig hos Hukou, undlod deltagerstaten at sikre barnets tarv og gav ikke tilstrækkelige garantier for barnets velbefindende efter hans udvisning, hvilket er i strid med konventionens artikel 3.