Afsluttende bemærkninger fra FNs Menneskerettighedsudvalg den 10. marts 2017 om appel N 2512/2014 i sagen Rezaifar mod Danmark.
I 2014 blev forfatteren af appellen hjulpet med at forberede appellen.
Den foreslåede overførsel, i overensstemmelse med Dublin-reglerne, af en sårbar asylansøger og to børn til Italien i mangel af passende garantier for betingelserne, hvor de vil blive accepteret.
Sagen har med succes behandlet en appel om en foreslået overførsel i henhold til Dublin-reglerne for en sårbar asylansøger og to børn til Italien, i mangel af passende garantier for betingelserne, hvor de vil blive accepteret.
Omstændighederne i sagen
Appelens forfatter er en borger i Iran og to af hendes tre børn (en søn i en alder af tre år og en datter i en alder af 18 på tidspunktet for indgivelse af appellen). Hendes ældste søn bor i Italien. Forfatteren flygtede fra Iran gennem Grækenland med sin eksmand og hendes to ældre børn i forbindelse med hendes mands politiske aktiviteter. Familien fik international beskyttelse i Italien i 2008. I de første tre måneder var de i et center for asylansøgere, og derefter fik de bolig. Forfatterens ex-mand var afhængig, og hun og hendes børn blev udsat for vold i hjemmet. De havde ingen penge, og hendes ex-mand overtalte hende til at engagere sig i prostitution. Efter fødslen af den yngste søn forlod forfatteren sin mand. Hun led af bipolær affektiv lidelse og depression, og i 2009 blev hun diagnosticeret med livmoderhalskræft. Operationen blev i sidste ende betalt af nogle af hendes venner, men hun havde ikke råd til postkirurgisk behandling. Forfatterens yngste søn led af en hjertesygdom, der krævede regelmæssig undersøgelse og overvågning.
Forfatteren ankom til Danmark i juli 2012 og ansøgte om asyl. I oktober 2012 imødekom de italienske myndigheder de danske myndigheders anmodning om, at familien skulle returneres til Italien i overensstemmelse med Dublin-reglerne. I forbindelse med levevilkårene for asylansøgere i Italien gennemgik det danske justitsministerium imidlertid afgørelsen og besluttede, at ansøgningen skulle behandles i Danmark af humanitære grunde, især på grund af forfatterens yngste barns alder. I marts 2014 blev forfatterens asylansøgning afvist. Immigrationstjenesten erkendte, at forfatteren skulle betragtes som en person med behov for beskyttelse, men besluttede, at Italien skulle fungere som det første land med hendes asyl. Hendes klage blev afvist. I Menneskerettighedsudvalget klagede forfatteren over, at hvis hun med magt blev vendt tilbage med to børn til Italien, ville statspartiet krænke deres rettigheder i overensstemmelse med artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (i det følgende - ICCPR) (forbud mod tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf). Hun hævdede, at hendes familie var særlig sårbar, og på baggrund af hendes tidligere erfaring i Italien og tilgængelige generelle oplysninger, mente hun, at hun og hendes børn havde en reel risiko for at blive frataget deres hjem og leve i fattigdom med begrænset adgang til nødvendig medicinsk behandling.
Til støtte for sine argumenter støttede hun sig på Den Europæiske Domstol for Menneskerettigheders dom: “MSS mod Belgien og Grækenland” (MSS mod Belgien og Grækenland) (MSS mod Belgien og Grækenland) mod Belgien og Grækenland af 21. januar 2011, klage nr. 30696/09) og “Mohammad Hussein m.fl. mod Nederlandene og Italien) EU-domstolens dom i sagen” Mohammed Hussein Andre v. Nederlandene og Italien "(Mohammad Hussein m.fl. mod Holland og Italien) af 2. april 2013, klage nr. 27725/10).
SPØRGSMÅL OM LOVET
Artikel 7 i ICCPR. Menneskerettighedsudvalget tog højde for de forskellige rapporter, der er forelagt af forfatteren, der fremhævede manglen på plads på modtagelsesfaciliteter i Italien for asylansøgere og tilbagevendte i overensstemmelse med Dublin-reglerne, og især forfatterens indikation af, at tilbagevendte som hende, der allerede har modtaget en form for beskyttelse og brugt modtagelsesfaciliteterne under deres ophold i Italien, har ikke længere ret til at opholde sig i modtagelsescentre for asylansøgere.
Menneskerettighedsudvalget bemærkede, at de danske myndigheders henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen om Mohammed Hussein m.fl. mod Holland og Italien, hvorefter, selv om situationen i Italien har mangler, tyder det ikke på et systemisk afslag på at yde støtte eller infrastruktur for asylansøgere. Menneskerettighedsudvalget besluttede dog, at den part, der ikke var behørigt taget hensyn til de oplysninger, forfatteren leverede, baseret på hendes personlige omstændigheder og tidligere erfaringer.
Deltagerstater bør lægge tilstrækkelig vægt på den reelle og personlige risiko, som en person kan blive udsat for i tilfælde af udvisning og bør foretage en individualiseret vurdering. Statspartiet har ikke behørigt taget hensyn til forfatterens og hendes børns særlige sårbarhed. På trods af den formelle ret til yderligere beskyttelse i Italien stod forfatteren, der blev misbrugt af sin mand, overfor store vanskeligheder og kunne ikke sørge for sig selv og hendes børn, inklusive deres medicinske behov, i mangel af hjælp fra de italienske myndigheder.
Danmark var heller ikke i stand til at opnå effektive forsikringer fra de italienske myndigheder om, at forfatteren og hendes to børn ville blive accepteret under betingelser, der svarer til deres status som asylansøgere berettiget til midlertidig beskyttelse og garantier i henhold til artikel 7 i ICCPR. Danmark krævede navnlig ikke, at de italienske myndigheder foretog (a) fornyelse af forfatterens opholdstilladelse og udstedelse af tilladelser til hendes børn, og (b) modtagelse af forfatteren og hendes børn under forhold tilpasset børnenes alder og familiens sårbare status, som ville tillade dem at blive i Italien.
LØSNING
Overførslen af forfatteren og hendes to børn til Italien i mangel af passende garantier udgør en krænkelse.
Artikel 2, stk. 1, i ICCPR. Danmark bør begynde at overveje kommunikantens krav under hensyntagen til sine forpligtelser i henhold til ICCPR, udvalgets holdning og behovet for at opnå passende garantier fra Italien.