EMRK ' s afgørelse af 09.juli 2021 i sagen "M. A. mod Danmark" (klage nr. 6697/18).
I 2018 blev ansøgeren bistået i forberedelsen af klagen. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
I sagen blev en klage med succes behandlet om den uberettigede treårige ventetid, Der er fastsat ved lov for familiesammenføring for personer under yderligere eller midlertidig beskyttelse, hvilket ikke giver mulighed for en individuel vurdering af sagens omstændigheder. Der var en overtrædelse af kravene i konventionens artikel 8 i sagen.
OMSTÆNDIGHEDERNE I SAGEN
Ansøgeren er en syrisk statsborger, der forlod dette land i 2015 til Danmark, hvor han fik "midlertidig beskyttelsesstatus" i et år i overensstemmelse med udlændingeloven (i det følgende benævnt loven), mens hans opholdstilladelse efterfølgende også blev forlænget med et år. Den Danske Migrationstjeneste fastslog ikke, at ansøgeren opfyldte kravene for at opnå en særlig "konventionsstatus" eller "beskyttelsesstatus", hvorefter en opholdstilladelse normalt blev udstedt i fem år. Efter fem måneders ophold i Danmark anmodede ansøgeren om at blive genforenet med sin familie, som bestod af hans kone og to voksne børn. Hans ansøgning blev afvist, fordi ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse i de sidste tre år, som krævet ved lov, og fordi der ikke var ekstraordinære grunde til ellers at tillade familiesammenføring. Sagsøgeren uden held appelleret afslag på tilladelse til at genforene med sin ægtefælle, indtil Højesteret i Danmark, som afgjorde i 2016.
I 2018, have boet i Danmark i lidt over to år og ti måneder, ansøgeren indgivet en ny ansøgning om familiesammenføring. Efter de korrekte dokumenter blev indsendt, ansøgerens ægtefælle fik tilladelse, og hun kom ind i landet.
JURIDISKE SPØRGSMÅL
Med hensyn til overholdelse af konventionens artikel 8. Den Europæiske Domstol har ikke tidligere behandlet spørgsmålene om, hvorvidt kravene i konventionens artikel 8 og i bekræftende fald i hvilket omfang den treårige ventetid, Der er fastsat i loven for familiesammenføring for personer under yderligere eller midlertidig beskyttelse, er opfyldt.
(a) retspraksis vedrørende materielle krav til familiesammenføring. Retten stillede generelt spørgsmålstegn ved, om der var en positiv forpligtelse for deltagerstaten til at garantere familiesammenføring, hvis en eller flere af følgende omstændigheder opstod::
- familielivet opstod på et tidspunkt, hvor de interesserede personer indså, at migrationsstatus for en af dem var sådan, at fortsættelsen af familielivet i værtsstaten helt fra begyndelsen ville være tvivlsomt;
- den person, der anmodede om tilladelse til familiesammenføring, havde begrænsede bånd til værtsstaten, hvilket normalt var underforstået, hvis denne person var i landet i kort tid og ulovligt;
- der var ingen uoverstigelige omstændigheder for familieophold i oprindelseslandet for personer, der anmodede om tilladelse til at genforenes;
- den person, der anmoder om tilladelse til familiesammenføring (sponsor), kunne ikke bevise, at han har tilstrækkelig og permanent indkomst, som ikke er sociale ydelser, til at betale de grundlæggende udgifter til vedligeholdelse af sine familiemedlemmer.
Samtidig var den Europæiske Domstol klar til at erkende, at der var en positiv forpligtelse, hvis der var en kombination af følgende omstændigheder:
- den person, der anmodede om tilladelse til familiesammenføring, havde en stabil stilling i modtagerstaten eller stærke bånd til dette land;
- familielivet allerede er etableret, når den anmodende person har nået en stabil position i modtagerstaten;
- både den anmodende person og hans familiemedlemmer, der allerede havde bopæl i den anmodende stat på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen;
- børn deltog i sagen, fordi deres interesser fik særlig betydning;
- der var uoverstigelige eller betydelige hindringer for familieophold i oprindelsesstaten for den person, der anmoder om familiesammenføring.
(B) grænser for skøn. Den Europæiske Domstol, der traf præcedensafgørelser om sådanne spørgsmål, måtte overveje grænserne for den skønsbeføjelse, der blev tildelt staten. Flere faktorer blev taget i betragtning.
- i) konventionen og gældende retspraksis. Der var flere argumenter for at give staterne bred skønsbeføjelse. For det første garanterer konventionens artikel 8 ikke absolutte rettigheder. Når det kommer til migration, kan denne regel ikke betragtes som at pålægge staten en generel forpligtelse til at respektere valget af et ægtepar i det land, hvor de har deres fælles bopæl, eller at tillade familiesammenføring her i landet. Den Europæiske Domstol har gentagne gange anerkendt, at migrationskontrol er et legitimt formål med statslig indblanding i retten til respekt for familielivet i henhold til konventionens artikel 8. Det samme gælder for positive forpligtelser. For det andet anerkendte EU-Domstolen, at migrationskontrol tjener de generelle interesser for landets økonomiske velbefindende, og i forhold til denne kontrol får staten normalt et bredt skøn.
Samtidig kan den generelle situation med vold i en bestemt stat være så anspændt, at den berettiger den konklusion, at enhver person, der vender tilbage til staten, vil være i fare for mishandling i strid med kravene i konventionens artikel 3 udelukkende på grundlag af hans tilstedeværelse i landet. Den absolutte karakter af den ret, der er sikret ved konventionens artikel 3, giver ikke mulighed for undtagelser eller begrundelser eller afvejning af interesser. Følgelig kan den øgede strøm af migranter ikke frigøre staten fra de forpligtelser, der er fastlagt i nævnte konventionsbestemmelse. I princippet kan denne faktor også begrænse staternes skønsbeføjelse til at bestemme en rimelig balance mellem de modsatte interesser ved familiesammenføring og interesserne for migrationskontrol i overensstemmelse med konventionens artikel 8, skønt i perioder med massiv tilstrømning af flygtninge og betydelige ressourcebegrænsninger, værtsstater bør være i stand til at påtage sig, at rækkevidden af deres skøn omfatter muligheden for at yde den beskyttelse, der er omhandlet i konventionens artikel 3, til et større antal personer i forhold til overholdelsen af de interesser, der er omhandlet i konventionens artikel 8 om familiesammenføring af nogle af disse personer. Desuden bør overvejelser vedrørende proceduremæssige krav i overensstemmelse med konventionens artikel 8 til behandling af flygtningeansøgninger om familiesammenføring ligeledes gælde for personer, der er omfattet af yderligere beskyttelse, herunder personer, mod hvem der er risiko for behandling i strid med konventionens artikel 3 på grund af den generelle situation i deres hjemland, og hvis denne risiko ikke har været midlertidig, men tilsyneladende permanent og varig.
- kvaliteten af den parlamentariske og retslige kontrol. Den Europæiske Domstol har gentagne gange bemærket, at dens kompetence inkluderer overvejelse af beslutninger truffet af staternes lovgivende organer, og den vurderede også kvaliteten af parlamentarisk og retslig kontrol af behovet for en specifik foranstaltning. Den Europæiske Domstol påpegede også, at protokol nr.15 til konventionen om ændring af den, herunder øget opmærksomhed på nærhedsprincippet og Doktrinen om skønsbeføjelse, skulle træde i kraft den 1. August 2021.
- graden af konsensus på nationalt, internationalt og europæisk plan om anvendeligheden i den foreliggende sag. Den Europæiske Domstol fandt ingen fælles grunde på statsligt, internationalt og europæisk plan i forhold til ventetiden for familiesammenføring.
- iv) konklusion. Under hensyntagen til ovenstående fandt Domstolen, at de deltagende stater bør have en bred skønsmargen ved afgørelsen af, om der skal anvendes en ventetid for familiesammenføring, hvis anmodningen om genforening indgives af en person, der ikke har flygtningestatus, men nyder yderligere beskyttelse eller, som det er tilfældet med ansøgeren, midlertidig beskyttelse.
Ikke desto mindre kan den skønsbeføjelse, som staterne har på dette område, ikke være ubegrænset og skal vurderes i lyset af den trufne foranstaltnings proportionalitet. Selvom EU-Domstolen ikke så nogen grund til at anfægte rationaliteten i den toårige ventetid, der ligger til grund for artikel 8 i Rådet for Den Europæiske Unions direktiv 2003/86/EF "om retten til familiesammenføring" (tre år blev kun betragtet som tilladt som en undtagelse), hvis vi taler om perioder, der overstiger den specificerede periode, bliver uoverstigelige hindringer for gennemførelsen af familielivet i oprindelseslandet gradvist vigtigere, når man vurderer parternes rimelige balance mellem interesser. Selv om konventionens artikel 8 ikke kan anses for at pålægge de statslige myndigheder en generel forpligtelse til at give tilladelse til familiesammenføring på dens område, bør konventionens krav finde anvendelse i praksis og være effektive og ikke teoretiske og illusoriske, når de anvendes i en bestemt sag.
Desuden bør ovennævnte vurdering af parternes rimelige interesseafvejning indgå i beslutningsprocessen, som i tilstrækkelig grad garanterer den fleksibilitet, hurtighed og effektivitet, der er nødvendig for at overholde sagsøgerens ret til respekt for familielivet, jf.konventionens artikel 8.
- C) anvendelsen af ovennævnte principper i den foreliggende sag. Det centrale spørgsmål var, om de danske myndigheder ved at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring i September 2016 på grund af behovet for at overholde den treårige ventetid havde sikret en rimelig balance mellem individets og samfundets modstridende interesser som helhed. Sagsøgerens interesse var at genforenes med sin familie så hurtigt som muligt, mens de danske myndigheder forsvarede deres interesse i at kontrollere migration som en måde at beskytte den fælles interesse, det vil sige at sikre landets økonomiske velfærd samt en måde at garantere en effektiv integration af beskyttede personer for at bevare samfundets samhørighed. Med hensyn til det sidstnævnte punkt skal det dog huskes, at familiesammenføring også kan tjene til at bevare samfundets samhørighed og fremme integrationen af udlændinge i samfundet.
- i) lovgivningsmæssige rammer og politiske rammer. EU-domstolen så ikke nogen grund til at anfægte den danske rets skelnen mellem på den ene side personer, der er beskyttet som følge af en individuel trussel, nemlig dem, der har flygtningestatus i henhold til FN ' s konvention om flygtningestatus, og på den anden side personer, der har modtaget beskyttelse som følge af en generel trussel, den såkaldte midlertidige beskyttelsesstatus.
Den Europæiske Domstol fandt også, at de generelle begrundelser for de juridiske normer for status som midlertidig beskyttelse var baseret på behovet for at kontrollere befolkningens migration, der tjente de fælles interesser for landets økonomiske velbefindende, samt behovet for at sikre en effektiv integration af beskyttede personer for at bevare social enhed. Da den treårige ventetid for familiesammenføring trådte i kraft i 2016, havde den danske lovgiver desuden ikke mulighed for i henhold til gældende retspraksis at få nogen klar vejledning om, hvorvidt en sådan lovgivningsmæssig begrænsning var i overensstemmelse med konventionens artikel 8, og i bekræftende fald i hvilket omfang.
Den treårige ventetid var imidlertid, selv om den var midlertidig, efter alle standarder en lang periode med adskillelse fra familien, da de familiemedlemmer, der forblev væk, boede i et land, hvor vilkårlige brutale angreb og mishandling af civilbefolkningen fandt sted, og det blev erkendt, at der var uoverstigelige hindringer for familiesammenføring i dette land. Derudover vil den faktiske periode med familieseparation uundgåeligt være endnu længere end den angivne ventetid og vil forværre kløften i familielivet og også, som i det foreliggende tilfælde, ødelægge den gensidige glæde ved at bo sammen, hvilket er essensen af livet i ægteskabet. Familiemedlemmer er adskilt under flyvningen, de første timer af ankomst i værtsstaten, mens migrationen myndigheder overvejer ansøgningen om asyl, samt i nogen tid efter den treårige ventetid (eller, som i det foreliggende tilfælde, i to måneder før denne periode), mens myndighederne træffe en beslutning.
På trods af at der blev indført en" revisionsklausul " i loven, så den treårige ventetid kunne revideres senest i parlamentsåret 2017/18, ser det ud til, at den kraftige reduktion i antallet af asylansøgere i 2016 og 2017 ikke bidrog til nogen revision af den treårige venteregel.
- II) ansøgerens individuelle situation. Hvad angår de særlige omstændigheder for de personer, der er berørt af denne sag, var det indlysende, at sagsøgeren og hans ægtefælle havde været gift i lang tid, da de havde været gift i 25 år. Ansøgeren flygtede fra Syrien som følge af vilkårlige voldelige angreb og mishandling af civilbefolkningen. Ansøgeren forlod sin kone i Syrien for, ifølge ham, at beskytte hende mod vanskelighederne ved at flytte, og også med håb om, at hun ville være i stand til at slutte sig til ham i værtsstaten, så snart ansøgeren fik en stabil status i dette land. Med hensyn til graden af bånd til Danmark havde ansøgeren boet her i landet i fem måneder, da han indgav en ansøgning om familiesammenføring i 2015, og et år og tre måneder, da denne ansøgning blev afvist i September 2016. På det pågældende tidspunkt havde sagsøgeren således begrænsede bånd til Danmark, og hans kone havde slet ingen bånd til dette land.
I sin afgørelse om at nægte ansøgeren tilladelse til at blive genforenet med sin ægtefælle tog Højesteret hensyn til de gældende principper i konventionens artikel 8 og relevant retspraksis i familiesammenføringssager. Højesteret bemærkede også, at en række andre stater, der er parter i konventionen, havde lignende regler, og at EU-Domstolen endnu ikke havde besluttet, i hvilket omfang sådanne lovbestemte ventetider er i overensstemmelse med konventionens artikel 8. Højesteret tog også hensyn til de forberedende materialer til ændringer af lovgivningen, som fastsatte en treårig ventetid for familiesammenføring, og noterede sig baggrunden for disse ændringer. Han var enig i, at parret stod over for uoverstigelige hindringer for at bo sammen i Syrien, men understregede, at hindringerne for deres fælles familieliv var midlertidige. Ansøgeren kunne være vendt tilbage til Syrien, når den generelle situation i landet ville have forbedret sig. Hvis situationen i Syrien ikke var blevet bedre inden for tre år fra datoen for ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, ville ansøgeren normalt have fået ret til at ansøge om tilladelse til at blive genforenet med sin familie. Hvis der var opstået ekstraordinære omstændigheder inden udløbet af den angivne treårsperiode, ville ansøgeren have fået tilladelse til at genforene sig med sin familie.
EF-Domstolen kunne ikke undlade at bemærke, at loven efter ændringerne ikke tillod en individuel vurdering af interessen for familiesammenføring i lyset af den pågældende persons specifikke situation, bortset fra en ekstremt begrænset liste over ekstraordinære situationer. Loven indeholdt heller ikke en vurdering af situationen i oprindelseslandet for at bestemme de reelle udsigter til flygtninges tilbagevenden eller hindringer for en sådan tilbagevenden. For sagsøgeren var de lovgivningsmæssige rammer og den treårige ventetid således strenge krav, hvorefter ansøgeren oplevede en lang adskillelse fra sin ægtefælle, uanset hensyn til familiens integritet i lyset af den sandsynlige fortsatte eksistens af hindringer for familielivet. Det kan ikke siges, at sagsøgeren i overensstemmelse med gældende lovgivning fik en reel mulighed for at foretage en individuel vurdering af, om en kortere ventetid end tre år var berettiget af hensyn til familiens enhed.
III) konklusion. På baggrund af ovenstående var Domstolen ikke overbevist om, at de nævnte myndigheder trods de danske myndigheders skønsbeføjelse havde skabt en rimelig balance mellem konkurrerende interesser i den foreliggende sag.
BESLUTNING
Der var en overtrædelse af konventionens artikel 8 i sagen (vedtaget med 16 stemmer for, med en imod).
Den Europæiske Domstol fastslog også enstemmigt, at der ikke var behov for særskilt at behandle sagsøgerens klage over en overtrædelse af konventionens artikel 14, taget sammen med konventionens artikel 8.
KOMPENSATION
Ved anvendelsen af konventionens artikel 41. Den Europæiske Domstol tildelte sagsøgeren 10.000 euro i erstatning for ikke-økonomisk skade.