ECHR-dom af 1. oktober 2019 i sagen Savran mod Danmark (klage nr. 57467/15).
I 2015 fik sagsøgeren hjælp til at forberede klagen. Derefter blev klagen formidlet af Danmark.
Sagen har med succes undersøgt klagen over ansøgerens ulovlige udvisning til Tyrkiet uden at de danske myndigheder har modtaget individuelle og tilstrækkelige garantier. Sagen har overtrådt kravene i artikel 3 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Omstændighederne i sagen
Sagsøgeren, en tyrkisk statsborger med diagnose af paranoid skizofreni, kom ind i Danmark i 1991, da han var seks år gammel. I 2007 blev han tiltalt for skærpet overfald, hvilket førte til offerets død. Ansøgeren blev dømt til ubegrænset placering i en lukket enhed på en lokal medicinsk institution for personer med alvorlige psykiske lidelser, og der blev afsagt en udvisningsordre mod ham. I 2014 afgav byretten, at uanset kriminalitetens art og grovhed, sagsøgerens helbredstilstand klart ikke tillade udførelsen af udvisningsordren at blive henrettet. I 2015 blev denne afgørelse annulleret af Højesteret, og sagsøgeren blev derefter nægtet tilladelse til at indgive en klage.
SPØRGSMÅL OM LOVET
Med hensyn til overholdelse af konventionens artikel 3. Den danske højesteret konkluderede, at sagsøgeren ville få den nødvendige medicinske behandling, hvis han vendte tilbage til Tyrkiet. Den danske højesteret bemærkede, at psykiatrisk behandling vil være tilgængelig for sagsøgeren på offentlige hospitaler og private behandlingscentre, som har indgået en aftale med det tyrkiske sundhedsministerium. Ifølge oplysninger modtaget af den danske højesteret, vil ansøgeren være berettiget til gratis eller subsidieret behandling, og kurdisk-talende medicinsk personale hjælper ham.
Den danske højesteret fandt følgende: det faktum, at ansøgeren vidste om sin sygdom og betydningen af medicinsk behandling samt om at tage de ordinerede medicin, gjorde ikke sagsøgerens udvisning nødvendigvis urimelig. Den danske højesteret bemærkede imidlertid, at sagsøgerens bevidsthed om hans sygdom ifølge sagsøgerens behandlende læge ikke var nok til at undgå et tilbagefald, det var også vigtigt, at sagsøgeren blev holdt under regelmæssig gennemgang. Baseret på konklusionerne fra de to rådgivende psykiatere under retssagen, der insisterede på regelmæssige undersøgelser og overvågning i forbindelse med intensiv poliklinisk behandling, skal det bemærkes, at den danske højesteret, i modsætning til byretten, ikke udtrykte sin mening i denne sag.
Spørgsmålet om opretholdelse af sociale og familiebånd var også et af de vigtige elementer, der skulle tages i betragtning ved vurderingen af, om en person i praksis havde adgang til den nødvendige behandling. Ansøgeren insisterede på, at han ikke havde familie- eller sociale bånd i Tyrkiet. Selv om han indrømte, at der ikke var nogen medicinsk dokumentation, der tydede på betydningen af familieforhold som en integreret del af sagsøgerens behandling, kunne Retten ikke ignorere det faktum, at sagsøgeren led af en alvorlig langvarig psykisk sygdom, paranoid skizofreni og konstant havde brug for medicinsk og psykiatrisk behandling. Ansøgerens tilbagevenden til Tyrkiet, hvor han ikke havde familie eller andre sociale forbindelser, ville uundgåeligt medføre yderligere vanskeligheder for ham og ville gøre de nødvendige konstante undersøgelser og overvågning mere nødvendig på grund af intensiv ambulant terapi. I denne forbindelse gentog Domstolen blandt andet, at sagsøgeren ifølge psykiatere blev pålagt at gennemgå et komplekst behandlingsforløb, som nøje skal overholdes. Neuroleptiske (antipsykotiske) stoffer skulle tages dagligt, og denne kendsgerning (regelmæssig indtagelse) indeholdt tilsyneladende risikoen for manglende overholdelse af lægemiddelterapi, hvilket efterfølgende kunne føre til en forringelse af ansøgerens psykotiske tilstand og følgelig til en øget risiko for hans aggressive opførsel.
Således var regelmæssig kontrol og et kontrolregime vigtigt for den ambulante psykiatriske behandling af ansøgeren og for at forhindre forringelse af hans immunsystem, en potentiel bivirkning af at tage de ordinerede medicin. Til dette har ansøgeren i det mindste brug for hjælp i form af konstant og regelmæssig personlig kontakt med en person. De danske myndigheder måtte sikre, at hvis ansøgeren vendte tilbage til Tyrkiet, ville denne hjælp være tilgængelig for ham.
Selv om sværhedsgraden for anvendelsen af konventionens artikel 3 er høj i sager, der vedrører udvisning af udlændinge, der lider af en alvorlig sygdom, deler Retten følgelig de bekymringer, som byretten har givet udtryk for, at det var uklart, om ansøgeren havde en reel mulighed for at få en passende mulighed for at vende tilbage til Tyrkiet psykiatrisk behandling, herunder de nødvendige regelmæssige undersøgelser og overvågning i forbindelse med udførelse af intensiv pleje på ambulant basis. Denne usikkerhed rejste alvorlig tvivl om følgerne af udvisningen for ansøgeren. Hvis sådanne tvivl vedvarer, bør den tilbagevendende stat enten fjerne denne tvivl eller modtage individuelle og tilstrækkelige garantier fra den modtagende stat som en forudsætning for at overføre personen, at den passende behandling vil være tilgængelig og vil være tilgængelig for den overførte person, så han ikke vises i en situation, der er i strid med artikel 3 i konventionen.
LØSNING
Udsætningen af ansøgeren til Tyrkiet, uden at de danske myndigheder modtager individuelle og tilstrækkelige garantier, ville udgøre en overtrædelse af konventionens artikel 3 (vedtaget med fire stemmer for og en imod).